Automation Strategy Leads The Way To Growth

In 2015, a new strategy with ambitious growth, automation and digitalization objectives were implemented and have proven to work.

Article in Danish – transcript for automated translation available below.

Af Christine Hoeg Hanson, kommunikationskonsulent Plastindustrien

I 2006 overtog de to tidligere ingeniørkollegaer Morten Rasmussen og Steen Bruun Jørgensen CUC Engineering. Deres mål var fra start at optimere og udvikle virksomheden, og i dag er Morten Rasmussen adm. direktør, og Steen Bruun Jørgensen er produktionsdirektør.

På tidspunktet for ejerskiftet havde CUC Engineering en bred kundeportefølje inden for blandt andet medico, audiologi, opvarmning og vandbehandling. En væsentlig del af omsætningen kom fra en stor produktion af dele til en global mobiltelefonproducent. Denne omsætning svandt ind, da kundens mobiltelefoner gled ud af markedet over de følgende år, og de to nye ejere iværksatte en ny strategi.

Tilløb til vækst

En hjørnesten i den strategiske omlægning var, at CUC Engineering begyndte at satse på levering af flere turn-key projekter. Ambitionen lød, at virksomhedens tværfaglige spidskompetencer og teknologier skulle i spil og sikre, at CUC Engineering kunne takke ja til større projekter, være agile internt og i projekterne samt minimere time-to-market.

– Vi har i årenes løb opbygget stor viden inden for forskellige specialer, men der har ligget et uudnyttet potentiale i synergierne mellem vores specialer. Vores kunder høster gevinsten i synergien og det reducerede ressourcetræk i deres organisation, når de vælger at lægge turn-key projekter med behov for flere specialer hos os, fortæller adm. direktør Morten Rasmussen.

Som eksempel har CUC Engineering udviklet et produkt i et turn-key projekt for en førende global virksomhed. Her indgår både design, funktionalitet, konstruktion af parter, sourcing, udvikling af automatiseringscelle med 3 samarbejdende robotter, som kan samle og forpakke 12 komponenter til et produkt i én fuldautomatiseret operation.

Strategi bliver fundament for vækst

I 2015 var CUC Engineering klar til vækst. Ledelsen fastsatte nogle ambitiøse mål og ansatte Lars Peter Christiansen som den første salgs- og marketingdirektør på stedet samtidig med, at de investerede stort i digitalisering og automatisering af produktionen.

– Det er en forudsætning for vores fortsatte vækst, at vi bliver ved med at investere i automatisering, digitalisering og ressourcer for at sikre et højt kompetenceniveau, fortæller Steen Bruun Jørgensen, produktionsdirektør i CUC Engineering. Han tilføjer:

– Netop nu er to nye sprøjtestøbemaskiner på vej for at vi kan sikre tilstrækkelig kapacitet, vi er ved at implementere en ny softwareløsning, som skal forbedre kvalitetsledelsessystemet, hvor digitaliseringen udnyttes i højere grad, og vi har fået en automationsspecialist om bord, som skal styrke vores udviklings- og produktionsteam.

I dag er der gået fire år, og CUC Engineering har haft succes med strategien. Dette ses blandt andet ved en omsætningsstigning på 50 procent og en bundlinje, som følger med i en kontrolleret vækst.

 

  • CUC Engineering A/S blev grundlagt i 1988 i Slagelse.
  • I januar 2006 overtog to tidligere ingeniørkollegaer Morten Rasmussen og Steen Bruun Jørgensen CUC Engineering A/S
  • I december 2008 opnåede virksomheden certificering efter ISO 9001:2015 samt ISO 13485:2016 og senere certificering efter ISO 14001:2015
  • Virksomhedens har i dag kompetencer inden for bl.a. sprøjtestøbning af plastemner, udvikling/fremstilling af formværktøjer samt produktion af ledninger og specialkabler.